tirsdag den 3. april 2018

Legetøj

Vores første studieprodukt på modul 2 (forår 2018) er at designe og fremstille (legetøj) to produkter, et i hårde og et i bløde materialer.

Vi (i studiegruppen) tænkte på det at lege, bevægelse i legetøj og mange tanker kom på bordet.
Hjem og tænke videre - Mine første tanker kredser om børn som leger med, på og i kasser. Jeg har erfaret at børn elsker kasser. Især tænker jeg på dette billede af min ene tvillingedatter som har mast sig ned i en lille kurv og sidder glad og godt tilfreds.
Første ide en kasse med hjul, som skulle kunne vendes så man kan sidde på den og via fødderne kan køre - den idé blev dog forkastet.


Tanker om barndom og leg: Glæde, Fantasi, rollelege, og eventyr - H.C.Andersen 
Rekvisitter fra eventyrene. "Den flyvende kuffert" - en kasse, som kan være det samlende element. 





Ideen udvikles:
Det oplagte eventyr at tage udgangspunkt i, synes jeg ville være "Kjærstefolk" Toppen og boldten - hårdt og blødt materiale.
Jeg har stadig tanker om en kasse, nu går de i retningen af at den skal samle det hele og derved skabe en helhed.


Efter læsning fandt jeg ud af at bolden i eventyret, var lavet af det fineste safian.
Saffian er det fineste gedeskind og oftes indfarvet rødligt. Det blev ofte brugt som bogbind.

Bolden vil jeg sy af skind med referencer til eventyret, men først vil jeg afprøve størrelser og teknikker
Toppen vil jeg dreje - trædrejning har jeg ingen erfaring med, så en god udfordring.
Desuden vil jeg også lave en snurretop og bold i en differentieret udgave som kræver færre kundskaber - være lettere at gå til.


Research:
Snurretoppe er blandt de ældste legetøj  som arkæologer har opdaget. Den tidligste lertop er udgravet i Irak og er fra 3500 f.Kr. - næsten seks tusinde år siden.
Der synes at være en universiel optagethed af de små forskelligartede snurretoppe. En allestedsværende  fascination på tværs af kulturer verden over.
Snurretoppe findes i et udtal af former og materialer: træ, drejet træ, glas, plast, metal. Man har sågar også opdaget snurretoppe lavet af frugter og nødder, blandt indfødte stammer over hele verden.

Antik snurretop

Moderne designede snurretoppe

Tegnende snurretop

Mit første eksperiment af bolden og toppen.


Størrelsesafprøvning af bolden i hørstof viste sig at blive for stor. Den blev syet på symaskine ret mod ret og vendt, fyldt og hullet syet sammen fra retten i hånden.

Det første forsøg med at dreje en top viste sig ikke at fungere pga. dårlig balance med vægten for højt oppe.

 
Skitser - tanker om vægt, tyngden, balance.
  
I værkstedet: videreudvikling af drejede snurretoppe i samspil med materialet.


Trædrejebænken med begyndende snurretop, her er jeg så i fuld gang, og bliver helt bidt af det.




Ahorn

Bøgetræ, forholdsvis hårdt træ

Snurretop i krydsfiner cirkelskiver


Cirklerskiverne i  forskellige størrelser bores med kopbor og saves på dekupørsav.



Eksperimenter med farveskiver som kan tages af og på. Interessant at undersøge de optiske virkemidler.






Bolden sys af 6 forskellige "skindblade" i forskellige skind farver - der indgår to stykker "rødlig/bordeaux"

Bladenes kant markeres og med markeringshjul markeres afstanden til hullerne. Jeg vælger at bruge hveranden. Bolden sys i hånden med sortvokset hørsnor. Jeg havde forestillet mig at sy den med korssting, men synes at det bliver pænere kun at sy den med "halve" korssting.



To filtede og to syede bolde.





Kassen det samlende element.


Jeg valgte at kassen skulle være en kube bestående af  kvadrater på 19 cm x 19 cm med smig samlinger.
Materialer:  Krydsfiner 12 mm,  bund og låg henholdsvis 6 og 3 mm. 



Min tanke var at kassens design skulle indgå og hænge sammen med bolden og toppen, samt have en legefunktion. Arbejder med geometriske former kvadrat, cirkel, kontraster.


Jeg besluttede at bruge sort tavlemaling, og arbejde med cirklen som pendant den runde bold, som skulle indgå i designet af kassen og dens dekoration.  Der skulle være to låg, det øverste et helt kvadrat, hvor den ene side er en sort tavle, man kan skrive med kridt på. Det andet låg har et cirkel hul som man kan øve sig i at ramme ned i når man kaster med bolden. Samtidigt kan toppen snurre indenfor cirklen.

De to låg

Set oppefra uden det lukkede låg
(sort cirkel i bunden)



Skitser af kassens design















Arbejdede med designet af kassen som model 1:1 


 Det færdige produkt

Det har været en spændende og lærerig proces Jeg har fået kendskab til nye teknikker og materialer som jeg bestemt vil arbejde videre med fremover. Jeg håber at jeg her har fremstillet et produkt, som kan inspirere drenge såvel som piger fra ca 3 års alderen og op, til mange gode timer og kreative lege.


































søndag den 14. maj 2017

Taburet/skammel med flettet sæde, og/eller en pude/hynde.

 

Taburet - skammel



Vores afslutningsopgave for modul 1 (forår 2017) er at fremstille en taburet/skammel med flettet sæde, og /eller en hynde.

Jeg begav mig til Stevns til vores lille bindingsværks hus for at fælde et kirsebærtræ. Det ville passe så fint at lave en skammel af træ fra haven, det ville spille godt sammen med huset, som er bygget af kridtsten fra Stevnsklint. Materialer fra nærområdet, som man oprindeligt gjorde.


Til min store fortvivlelse skulle det vise sig at det kirsebærtræ jeg havde tænkt mig at fælde allerede var blevet fældet sidste år, det havde jeg helt glemt, og det var ikke brugbart længere.                        

Ideudvikling
Hurtigt måtte jeg sadle om. Jeg gik helt væk fra at lave en skammel i frisk træ, da det ikke var muligt at skaffe noget frisk træ der egnede sig. Det må blive en anden gang at jeg må følger opskriften "Byg en skammel" fra Skolen i skoven. Det vil jeg glæde mig til.

Nu begyndte jeg at tænke i andre typer, se på utallige skamler og taburetter i træ og med flettet sæde. Helt enkle og simple i deres udtryk. Her er nogle eksempler som jeg har taget udgangspunkt i.


 
 

Ide
Det blev mig klart at jeg ville fremstille:
En taburet som også er en skammel -  En skammel som også er en taburet.

Jeg fik hurtigt ideen at lave en ramme konstruktion som skulle kunne vendes. Derved opstår to forskellige højder nemlig taburet højden og skammel højden.

Udtrykket skal være enkelt, klassisk, moderne - lys og venlig.
Multifunktionel.


Materialerne blev valgt ud fra de muligheder der var tilgængelige på værkstedet, både med de hårde og bløde materialer. Der er blevet brugt meget tid på at få materialerne til at strække og hænge sammen i et sammenhængende design og udtryk.
Skelet konstruktionen er af tørre fyrretræs lister 3,2 cm  x 3,2 cm.
Sæderne er af krydsfiner.

Efter en del research, målinger og registreringer og beregninger kom jeg frem til målene:

Taburet:
Højde: 44 cm
Bredde: 32,2 cm
Dybde: 32,2 cm

Skammel:
Højde: 32,2 cm
Bredde: 44 cm
Dybde: 32,2 cm





Konstruktionen består af to rammer skåret i smig samt 4 sprosser.

 
Sprosserne bores med 6 mm bor og 6 mm dyvlemarkeringsstift dernæst dyvles og limes de fast med 6 mm dyvler.





Jeg eksperimenterede med små skitsemodeller i målestoksforholdet 1:5 med forskellige sæder og udtryk. Da stellet/skellettet skal kunne vendes skal sæderne kunne tages af og på og derved opstår et væld af muligheder for udformning af forskellige sæder.

 
 
 
 
 
 
 
Fra model til færdigt produkt.
 
Fra begyndelsen tænkte jeg at med taburet forstås et rundt sæde med ben og derved opstod legen med cirklen indskrevet i kvadratet. Tanken gik i retningen af om rektanglet kunne have mål som det gyldne snit - men det blev droppet, da det ville blive for højt/langt.
 
Opgaven lød på et flettet sæde og en pude / hynde.
 
Design løsningen på de aftagelige sæder:
Rundt krydsfiner sæde med en rund hynde med panel på 4 cm lavet af sort skind 
Kvadratisk krydsfiner sæde med en kvadratisk pude i lyst skind med en sort stribe.
Rektangulær ramme med smig samling og med 4 cm flettede sorte lædergjorde.
 
 
 
Arbejdsprocessen med den runde hynde. Skind på forside og kant, og skridsikkert stof med lynlås på undersiden. 
 
 
 
Arbejdsprocessen med det flettede sæde:

 
Jeg får skindet til lige at række - med brug af pap skabeloner.
 


Detalje af rammen til flet. Jeg afrunder med at snitte og slibe så kanten bliver rar at side på og lædergjordene kommer til at ligge bedre. 
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

  
 
 
Jeg er godt tilfreds med produktet, det opfylder de krav jeg opstillede fra begyndelsen. og alle enkelt delene  harmonere sammen og kan sættes sammen på forskellige måder. Jeg har opnået den multifunktionalitet jeg ønskede. Det har været en lærerig proces, med alt hvad en kreativ proces indeholder med til tider frustration, glæde, sved og grin. og her til sidst en rigtig god følelse.  Jeg kunne sagtens arbejde videre.